Frå kamuflert moralisme til oppriktig undring

– Korleis hadde du syntest det var om dei sparka og slo deg? spurde læraren elleveåringen, som tidlegare på dagen hadde organisert eit regelrett overfall mot ein medelev.– Det veit vel ikkje eg, det har aldri skjedd med meg, laud svaret.«Mangelfullt utvikla empatiske evner»? Eller kanskje «psykopatiske trekk»? Eller rett og slett eit ærleg svar?

Lite tyder i alle fall på at oppriktig undring ligg bak spørsmålet. Sannsynlegvis er motivet snarare å få eleven til å kjenna skuld og anger for det han har gjort – og slik hindra at episoden skal gjenta seg. Men læraren seier ikkje dette. Hensikta vert gøymd bak eit retorisk spørsmål.

Retoriske spørsmål gjer seg godt til tankespinn og idemyldring. «Kvifor er det slik at …» har vore utgangspunkt for tallause gode idear. I alvorlege, kjensletunge samtalar er dei derimot ein av dei mest nedlatande måtane å kommunisera på. Om eg har ein dårleg dag på jobben og alt går på tverke, er det siste eg treng ein sjef som «spør» korleis eg hadde takla å vera sjef for slike udugelege tilsette.

Læraren i situasjonen ovanfor brukar ikkje berre ein lite tenleg talemåte. Han lèt vera å kommunisera sin eigen reaksjon ope og ærleg. Med fare for å spørja retorisk: Korleis kan eleven få greie på kva læraren meiner, når læraren kamuflerer reaksjonen sin slik?Tilbake på jobben: Sjefen min må gjerne slå fast at eg ser ut til å ha ein dårleg dag. Det bør ho gjera, for ho har det overordna ansvaret for at verksemda går bra og at dei tilsette gjer jobben sin. Er ho ein god sjef, kan ho fylgja opp med eit spørsmål av den oppriktige sorten: – Eg ser at ting går på tverke for deg i dag. Er det noko vi kan gjera med det?Kanskje kan eg svara, kanskje ikkje. Det viktige er at eg er sedd og teken på alvor i ein likeverdig dialog.

Dette vert ikkje mindre viktig i kjølvatnet av ei grov valdshandling. Der sjefen har ansvaret for at verksemda går bra, har læraren ansvaret for at elevane har det bra. – Eg vil ikkje ha noko av at du bankar opp Ola slik! er ei fullt dugande opning på ein dialog. Om læraren er rådvill om kva som bør gjerast vidare, bør han ikkje leggja meir skjul på det enn på den sunne reaksjonen sin mot overfallet. – Eg veit verkeleg ikkje kva eg kan gjera for at de skal slutta å plaga han. Kva tykkjer du?

Læraren kan òg heilt enkelt seia: – Det du gjorde no, kan eg på ingen måte godta. Men eg vil gjerne vita kvifor du gjorde det. Ein rektor på ein skule i Sandnes gjorde dette etter at ein elev hadde vore ufin mot nokre yngre medelevar i friminuttet. Skulen hadde ei ordning med at «problemelevar» fekk gjera praktisk gardsarbeid nokre timar i veka. – Jau, sa eleven, eg keier meg slik i timane, og måtte gjera slik at eg òg kunne få vera med på garden.

Denne skulen er ein av fleire i Noreg som har gode røynsler med SABONA – eit prosjekt for konfliktløysing i dagleglivet. Ordet kjem frå det sørafrikanske språket zulu, og tyder «eg ser deg». Slett ikkje noko dårleg utgangspunkt.